Koncert i Rudkøbing Kirke

 

Vi indbyder til et brag af en koncert i Rudkøbing kirke onsdag den 21. november kl. 20.00.

Jazzsangerinden Miriam Mandipira gæster Rudkøbing kirke. Hun er ubestridt Danmarks nye jazzdronning, og dannede tilbage i 2010 ”Her Danish Friends”. Miriams yndlingsnumre spænder lige fra traditionel jazz over de store amerikanske evergreens til soul, gospel, blues og sange fra Sydafrika og Zimbabwe, som hun kommer fra. Hun har en meget flot stemme, som hun behersker fra det bløde dybe til det krystalklare høje. Det kommer lige fra hjertet, og går til hjertet. I 2016 vandt hun prisen Best Blues Artist Award – bedste danske bluessangerinde.

Koncerten arrangeres i samarbejde med Mikkel Oldenburg, Langelands Jazzklub.

Der er fri entre.

Klokkespillet i Rudkøbing kirke

Rudkøbing kirke har et fint klokkespil.

De 16 små klokker er en gave fra Langelands Bank til byen i anledning af byens 700 års købstadsjubilæum. Mikkelsdag 1988 – et år efter jubilæet – lød klokkerne for første gang.

Menighedsrådet har bekostet opsætningen i tårnet.

Klokkerne spiller hver dag kl. 8.00, kl. 12.00, kl. 16.00 og kl. 20.00 til glæde for byens borgere og dens mange besøgende ikke mindst i sommermånederne.

Det er kirkens organist, Tine Pugesgaard, der vælger og programmerer de salmer, der afspilles.