Fra 1.november har Rudkøbing og Simmerbølle fået ny sognepræst.

 

Vi hilser Dorthe Stæhr Nielsen hjertelig velkommen i begge sogne.

 

Jeg hedder Dorthe Stæhr Nielsen og er i skrivende stund i fuld gang med at pakke ned efter 18 gode år i et præsteembede i det Vestfynske.

Jeg er gift med Preben, som er højskolelærer og sammen har vi to piger på 23 og 19 år.

Corona-pandemien: den har vendt op og ned på vores allesammens ellers trygge tilværelse på mange måder og på både godt og ondt.

Naturligvis mest det sidste, men for mig privat kom der det gode ud af det, at foråret gav mig tid til refleksion, og ud af den sprang beslutningen om at skifte embede.

Før jeg tiltrådte mit nuværende embede boede min mand og jeg på Ærø, hvor min mand var forstander på Ærø Folkehøjskole. Her i det nære købstadsmiljø, følte vi en ganske særlig hjemlighed, som vi genkender i Rudkøbing-Simmerbølle.

Vi har haft det umådeligt godt de sidste 18 år, og samtidig har vi savnet det Sydfynske. Da stillingen i Rudkøbing- Simmerbølle blev ledig, føltes det som om, at den var designet til lige netop mig.

Det nære naturskønne ø-liv har helt sin egen puls, som ligger tæt på min egen. Og i det daglige arbejde glæder jeg mig til at få en kollega, jeg kan ”sparre” med og desuden blive en del af det velfungerende samarbejde, der er mellem øens præster i øvrigt. Ved de besøg vi allerede har aflagt, har vi udelukkende mødt imødekommende og åbne menighedsråd og personale. Alt sammen har efterladt et indtryk af et velfungerende, aktivt sogneliv. Alle de ingredienser, jeg kan ønske mig i et kommende præstejob.

Jeg ser frem til at få muligheden for at bruge hele den brede erfaringspalet, jeg har med mig fra et langt præsteliv. En livsnær forkyndelse, børne- og ungdomsarbejde og sjælesorgsarbejde.

Igennem hele min studietid har jeg brændt for det teologiske. Særligt de systematiske og eksegetiske fag. Den lidenskab har jeg haft med mig som en uvurderlig bagage igennem mit præsteliv. Den bagage har været det grundvand, jeg har hentet næring og kraft fra til mit daglige arbejde og ikke mindst min forkyndelse.

Noget af det bedste ved at være præst er uden tvivl alle de møder, jeg har i mit daglige arbejde med mennesker i forskellige livssituationer – at andre mennesker med tillid lukker mig ind i deres liv, når livet er allerbedst, når det er allersværest og alt derimellem.

Jeg er udadvendt og befinder mig godt i enhver form for samarbejde. Helt tilbage fra studietiden har samarbejde været en rød tråd i mit liv, og således har jeg de sidste 18 år indgået i et velfungerende og givende præste-samarbejde på Vestfyn.

Jeg har to små hunde: Alma og Ingrid og en meget omgængelig kat ved navn Hassan. Jeg holder af at læse, strikke, se serier på HBO og Netflix. Desuden er jeg i min fritid aktiv som frivillig rådgiver i NEFOS , som er et netværk, der yder støtte og rådgivning til pårørende/involverede i forbindelse med selvmord eller selvmordsforsøg.

Jeg glæder mig til at møde jer alle sammen, både ansatte og sognebørn, og jeg tænker med taknemmelighed på de præster, som er gået forud for mig i Rudkøbing og Simmerbølle. Præster, som har varetaget deres embede så godt, at det er et velfungerende, levende og positivt sogneliv, jeg får lov at træde ind i.

 

 

Spognepræst

Dorthe Stæhr Nielsen,

Rudkøbing præstegård,

Østergade 2,

5900 Rudkøbing.

Tlf. 62 51 13 75/21 33 03 75

Træffes bedst tirsdag-fredag mellem 11.00-12.00.

Fri: Mandag.

 

 

Provst Trille Brink Westergaard,

Provstikontor:

Torvet 1 A,

5900 Rudkøbing

Tlf. 51710990

Mobil: 20463644

Mail:tubw@km.dk

Træffes på provstikontoret og efter aftale.